Jøma bliver forhandler af ny, prisbillig personlift til industri og byggeri

Den ny prisbillige Ixolift er helt mekanisk

Da liften er mekanisk og ikke bliver drevet elektrisk eller med hydraulikolie, er den særlig velegnet i bestemte industrier, fortæller Jørgen Martinsen.

Kolding-virksomheden Jøma Lift Teknik har netop fået endnu et forhandlerskab på plads. Denne gang drejer det sig om personlifte fra finske IXOLIFT, der føjer sig til rækken, som blandt andre tæller amerikanske Genie og tyske Teupen.

IXOLIFT producerer små personlifte, der er specielt udviklet til arbejdsopgaver i op til fire meters højde, hvor pladsen er trang, eller hvor en traditionel og tungere lift er uhensigtsmæssig at bruge.

– IXOLIFT minder på mange måder om en sikker udgave af en traditionel stige. Den er nem at manøvrere og bruge på alle underlag indendørs såvel som udendørs, og i modsætning til en stige leverer liften en meget større sikkerhed. Det er lidt paradoksalt, at arbejdssikkerhed er på dagsordenen alle steder, mens antallet af stigeulykker har været konstant i mange år. Dermed kan det tyde på, at der er et uopdyrket potentiale for at forbedre sikkerheden med netop denne lift, der i øvrigt er unik i sine kendetegn på det danske marked, forklarer direktør Jørgen Martinsen fra Jøma Lift Teknik.

Prisbillig lift til mindre opgaver
For Jøma Lift Teknik passer IXOLIFTs produkt godt ind, da det åbner et marked for personlifte til mindre opgaver, end en traditionel lift vil kunne klare. Samtidig er prisen også mere attraktiv i forhold til traditionelle lifte, eksempelvis sakselifte, hvor mange virksomheder med mindre behov hidtil er sprunget over investeringen.

– Den nye lift koster rundt regnet en tredjedel af prisen sammenlignet med andre personlifte til indendørs brug. Samtidig er der ingen vedligehold på maskinen, da der ikke er andet end en gascylinder på liften. Dermed undgår man dyre reparationer, som du får på hydrauliske og elektriske lifte, pointerer Jøma-direktøren.

Særligt til industri og byggeri
Ifølge Jørgen Martinsen er det et bredt udvalg af sektorer inden for industri og byggeri, hvor liften er særligt velegnet. Alt lige fra lastbilværksteder til skoler og hospitaler kan umiddelbart have gavn af at komme i højden med IXOLIFT, men også malere og andre håndværkere kan slippe for en usikker og farlig tur på stigen. Samtidig er håndteringen af den lette lift så nem, at den ofte kan køres ind bag i en varebil og tages med på opgave.

– Da liften er mekanisk og ikke bliver drevet elektrisk eller med hydraulikolie, er den særlig velegnet i bestemte industrier. For det første i fødevareindustrien, hvor det kan være farligt at bruge traditionelle lifte på grund af risikoen for at få olie i produktionen, mens eksempelvis raffinaderier på grund af eksplosionsfare ikke kan bruge maskiner med elektricitet, siger Jørgen Martinsen.

IXOLIFTs program består lige nu af lifte med en arbejdshøjde på maksimalt fire meters højde, men den finske producent afviser ikke, at virksomheden udvider sortimentet med en fem og seks meters udgave.

400WS

IXOLIFT er en mekanisk lift der løftes via en gascylinder.

Liften kan skubbes rundt, i sænket tilstand kan den gå gennem en almindelig døråbning.

Liften leveres godkendt og klar til brug.

Denne model er også godkendt til brug udendørs.

Netto pris: kr. 33.740,-+ moms

Online pris: kr. 30.425,-+ moms

AB lager Kolding

 

X500

Med en egenvægt på 320 kilo er liften oplagt til montage-, renoverings- eller vedligeholdelsesopgaver, hvor pladsen er trang, og hvor gulvbelægningen ikke kan holde til en traditionel sakselift. Det kan være på kontorer, sygehuse eller storcentre, men også indvendigt i byggerier og i et bredt udvalg af industrier. IXOLIFT lukker et hul i markedet med en meget kompakt og agil personlift, der er et arbejdsmiljømæssigt trin op fra en stige.